Vinterlagkage med varme krydderier



Så når vi lige en sidste opskrift her i 2017…denne varme lækre vinterlagkage med krydderier, hvid og mørk chokolade samt æblemos. Opskriften rækker til ca. 25-30 personer.

Vinterlagkage-video

Du skal bruge:
Bunde:
8 æg
300g mel
300g sukker
2 tsk. bagepulver
4 tsk. kanel

Æblemos:
800g æble skrællede og i stykker
1 dl vand
1 kanelstang på omkring 10 cm.
3 hele nelliker
½ vaniljestang eller 1 tsk. vaniljesukker
Ca. 70 g sukker
Saft af ½ citron
3 bl. husblas

Chokolademousse:
200 g chokolade
5 dl fløde
2 past. æggeblommer
2 bl. husblas
1 dl. kaffe

Krydret hvid chokolademousse:
220 g hvid chokolade
5 dl fløde
2 past. æggeblommer
3 bl. husblas
1 dl kogende vand
1 tsk. kanel
½ tsk. nelliker
½ tsk. kardemomme

Frosting:
4,5 æggehvider
200 g sukker
225 g smør
Lidt vanilje

Overtræk:

500 g marcipan
250 g blå fondant

Lidt hvid fondant til pynt

Sådan gør du:
  1. Start med at bage bundende ved at piske æg og sukker lyst og luftigt. 
  2. Bland de tørre ingredienser og si dem i æggemassen. Ved det forsigtigt sammen til dejen er ensartet.
  3. Hæl dejen i en form på 30 cm. i diameter og bag kagen ved 200˚C i ca. 30-35 min.
  4. Lav nu æblemosen ved at lægge husblassen i koldt vand. 
  5. Kom alle de resterende ingredienser til mosen i en gryde og lad det koge til mos i ca. 15-20 min. under låg.
  6. Rør husblassen i, kom plasticfilm i den runde form du brugte til bunden og hæld mosen i et jævnt lag deri.
  7. Lad den stå i fryseren -gerne 5 timers tid. To-tre timer kan også gøre det. 
  8. Lav mousserne ved at smelte chokoladen og røre krydderierne i den hvide chokolade. 
  9. Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 min. og opløs tre blade i det kogende vand til den hvide mousse og 2 blade i kaffen til den mørke. 
  10. Rør nu vand/kaffe sammen med chokoladen og æggeblommerne og lad det køle lidt. 
  11. Pisk imen fløden til let skum og vend chokoladeblandingerne sammen med fløden i hver sin skål. 
  12. Saml nu kagen ved at dele bunden i tre og samle kagen i en form med plastic i kanten lag for lag som vist i videoen og sæt den på køl natten over eller mindst 5 timer.
  13. Ælt marcipan og fondant sammen og sæt også dette på køl indtil brug. 
  14. Lav frostingen ved at blande sukker og æggehvider i en skål der tåler varme. 
  15. Sæt skålen over et vandbad (altså en gryde med lidt vand i bunden) og pisk i hviderne til sukkeret er opløst. Du kan bruge to fingre til at mærke efter. 
  16. Hæld massen i en røremaskine (eller brug en elpisker) og pisk til den er helt stiv og helt afkølet.
  17. Tilsæt nu smørret lidt ad gangen til du har en luftig smørcreme.
  18. Smør kagen op, overtræk med marcipanen (udrullet i rigeligt maizena) og pynt som du ønsker. Jeg brugte en udstikker til at lave snefnug og så nuancerede jeg den blå marcipan med en lilla shine-farve og blåt glimmer. 






Kommentarer

Populære indlæg