onsdag den 28. oktober 2015

Chokoladeroulade med Amarena kirsebær

Denne roulade smager himmelsk, og den er perfekt til denne årstid....ja, det er svært at finde en undskyldning ikke?

 Chokoladeroulade-video

1 roulade
Du skal bruge:
Bunde:
3 æg delt i blommer og hvider
Kornene fra 1/2 vaniljestang
200g sukker
125g mel
1 tsk. bagepulver
1 spsk. kakao
Creme:
2,5 dl mælk
40g sukker
20g maizena stivelse
2 æggeblommer
1/2 vaniljestang
125g hakket mørk chokolade
1,5-2 dl fløde
Fyld:
120g drænede Amarena kirsebær + en del af saften fra glasset

Sådan gør du:

  1. Start med cremen: Del vaniljestangen og fordel kornene i lidt af sukkeret.
  2. Hæld vaniljesukker, vaniljestang og mælk op i en gryde, og opvarm det til kogepunktet.
  3. I mellemtiden blandes sukker, maizena, og æggeblommer (+lidt mælk hvis det ikke er sammenhængende). 
  4. Hæld nu lidt af den varme mælk op til æggeblomme-blandingen, og hæld derefter denne blanding op til mælken. 
  5. Opvarm cremen under omrøring til den tykner og slår en bobbel eller to. 
  6. Creme hældes derefter over i en kold skål. Chokoladen piskes med i cremen inden den sættes i køleskabet i mindst 2 timer. 
  7. Til bærrene: Hæld kirsebærrene op i en si så væsken løber fra. Bærrene skal hakkes (meget) groft, og væsken gemmes til pensling af bunden. 
  8. Bunden: Del vaniljestangen og fordel kornen i lidt af sukkeret. 
  9. Pisk æggehviderne helt stive og tilsæt vaniljesukkeret og ca. halvdelen af sukkeret.
  10. Pisk i ca. 2 minutter inden den anden halvdel tilsættes hvorefter der igen piskes i ca. 2 minutter.
  11. Vend æggeblommerne i.
  12. Si de tørre ingredienser og vend også dem i dejen.
  13. Fordel dejen jævnt ud på et stykke bagepapir på en plade, og bag den i ca. 8 min ved 185 grader. (Den skal helst ikke placeres for højt i ovnen). 
  14. Så snart bunden kommer ud drysses den med sukker, og den dryssede side vendes ned mod et rent viskestykke. Bagepapiret pilles forsigtigt af og lægges løst hen over til kagen er afkølet. Den skal gerne rulles så snart den er afkølet.
  15. Pisk fløden til skum og vend cremen sammen med flødeskummet.
  16. Bunden pensles grundigt med saften fra bærrene, og cremen fordeles i et jævnt lag ovenpå. 
  17. Fordel de hakkede bær over cremen inden rouladen rulles sammen. Det kan være en fordel at bruge viskestykket til at rulle rouladen sammen.
  18. Når den er færdigrullet pakkes den ind i viskestykket, og sættes på køl til den skal serveres eller pyntes. Den er næsten bedst på 2. dagen hvis man kan vente ;) 

Nyd værket! 

2 kommentarer: