Efter en lille uges sygdom er jeg nu ovenpå igen og har prioriteret at gå i seng lavere end at skrive dette indlæg. I lige dette tilfælde kan ordsproget eller talemåden "det skader først i morgen" virkelig bruges. Nå, nok om mig!
JEG ELSKER DENNE KAGE! Jeg er helt forelsket i de spændende kombinationer af hvid chokolade, syrlig gelé og dejlig lakrids! I skulle ta' og prøve den!
Lakridskage-video
Ca. 35 små stk eller færre større.
Du skal bruge:
Bunde:
250 g god hvid chokolade
250 g smør
150 g rørsukker
1 stang vanille
6 æg
1 spsk lakridspulver
100 g mel
1 tsk bagepulver
Skovbærgelé:
200 g skovbær (kan erstattes med anden frugt/bær efter lyst)
200 g rørsukker
Saft af en citron
1 stjerneanis
5 blade husblas
Hvid choko/ lakrids-mousse:
5 dl piskefløde
200 g hvid chokolade
100 g rørsukker
1 spsk lakridspulver
2,5 blade husblas
Sådan gør du:
- Mousse: Fløde, sukker og lakridspulver koges op.
- Hvid chokolade og den udblødte husblas røres i. Afkøles fuldstændig.
- Smelt smør og rør den hvide chokolade ud i det varme smør.
- Bund: Pisk æg, sukker, vanille og lakridspulver let og luftigt. Vend mel og bagepulver i æggemassen.
- Til sidst tilsættes chokolademassen. Bages i en bradepande (20*30) med bagepapir ca 25 min ved 180 grader.
- Gelé: Bær, sukker, citron og anis koges op, og den udblødte husblas røres i den varme masse.
- Samling af kagen: Placer bunden i formen som er foret med bagpapir eller film. Fordel den let afkølede skovbærgelé ud over bunden, og sæt i fryseren min 1 time.
- Pisk cremen. Smør den piskede moussé ovenpå geléen, brug en varm palet, til at glatte jævnt ud. Sættes på frys igen.
- Skæres i kvadrater med varm kniv, mens kagen er let-frossen. Husk at tørre kniven af efter hvert snit, så moussen ikke bliver farvet.
- Mine kager blev dekoreret med chokoladespåner og frysetørret hindbær.
Enjoy! -Very much!